Klar til at flytte hjemmeplejen
hjemmepleje.jpg
Hjemmeplejen skal flytte fra disse pavilloner. Arkivfoto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. I øjeblikket ligger hjemmeplejen i lejede pavilloner på Dommervangen. Efter en ombygning af den gamle retsbygning, skal de flytte derind

Den gamle retsbygning på Dommervangen 4 skal renoveres og udbygges for 6,3 millioner kroner, så hjemmeplejen også kan få plads i bygningen. Lige nu ligger de i nogle lejede pavilloner ved siden af bygningen, men for at spare lejen og driften af dem på cirka en halv million kroner om året, er det planen at flytte.

For de 6,3 millioner kroner får man ikke en totalrenovering af så stor en bygning som Dommervangen 4. Rådgiverne har derfor lavet en plan, hvor de tunge vægge bliver stående, og hvor bad og toiletter bliver liggende.

Planen i ombygningen er ellers, at hjemmeplejen skal holde til i stueetagen, hvor hjemmehjælperne for eksempel har en kantine, der er mødelokaler og kontorer. Der er også en kvikskranke, hvor borgere kan komme og prøve forskellige hjælpemidler.

Stueetagen udvides med en tilbygning på cirka 100 kvadratmeter.

På 1. salen skal genoptræningen fortsætte sine aktiviteter. Her er der for eksempel træningsrum, gymnastiksal og behandlingsrum.

Det er forventningen, at om- og tilbygningen kan være færdig i 1. kvartal næste år.

Debat om placering

Hjemmeplejen var ind til for et par år siden placeret i stueetagen under Ældrecenter Sydvestvej, hvor Aktivitetscenteret nu har fået ekstra plads. Derfra flyttede de til de lejede pavilloner på Dommervangen. Herfra har der været lidt debat om, hvor de skulle hen.

– Hele ideen var, at de skulle flytte ind i Dommervangen 4. Det kommer de så også nu, men ikke på den måde som jeg og Venstre dengang havde planlagt det. Vi havde planlagt at genoptræningen skulle flytte over i Fritidscenteret. Der har vi et lækkert varmtvandsbassin og træningscenter. Det er stadig Bylistens mål at få flyttet genoptræning til fritidscenteret. Nu bliver der brugt en masse penge på at få bygget Dommervangen 4 ud, så vi er helt sikre på at genoptræningen aldrig kommer til at flytte, sagde Lars Thomsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top