Kommunalbestyrelsen vil Glostrup Skole det godt
debat.jpg
DEBAT. Svar til tidl. formand Emilie Sloth, Melanie, Frida og Selina i 8. klasse og Bylisten. Indledningsvis vil jeg sige tak til Mille for dit mangeårige engagement i Glostrup skole. Lur mig om ikke vi mødes i valgkampen til kommunalbestyrelsen næste år. På skoleområdet er den overordnede økonomiske styringsmekanisme, at kommunalbestyrelsen fastsætter de økonomiske rammer og […]

Svar til tidl. formand Emilie Sloth, Melanie, Frida og Selina i 8. klasse og Bylisten.

Indledningsvis vil jeg sige tak til Mille for dit mangeårige engagement i Glostrup skole. Lur mig om ikke vi mødes i valgkampen til kommunalbestyrelsen næste år. På skoleområdet er den overordnede økonomiske styringsmekanisme, at kommunalbestyrelsen fastsætter de økonomiske rammer og skolens ledelse og Skolebestyrelsen fylder rammerne ud. Med det overordnede ansvar er det ikke altid lige nemt at prioritere mellem alle ønsker til f.eks. skole, bedre normering i dagpleje og omsorg og aktiviteter for vores ældre.

Til Melanie, Frida og Selina i 8. klasse; I drømte om en tur til Berlin og det er rigtig ærgerligt, at corona krisen kom i vejen. Jeg regner med, at der er godt nyt efter sommerferien til jer. Jeg er vidende om, at der som erstatning for den aflyste lejrskole vil blive planlagt aktiviteter i et samarbejde mellem skolens ledelse, jeres lærere og jer elever. Jeg er vidende om, at skolen har fundet et større beløb på budgettet til netop dette. Coronavirus har desværre ødelagt meget for mange, men jeg er overbevist om, at I finder en løsning.

Og til Kirstine Bjarnt fra Bylisten: Ved den årlige budgetlægning for 2020 besluttede et stort flertal i Kommunalbestyrelsen en række besparelser over en bred kam, med henblik på at få enderne til at mødes. Herunder var der en besparelse på skoleområdet, hvor kommunalbestyrelsen pegede på lejrskoleområdet, men at det i øvrigt var op til skolebestyrelsen at prioritere anderledes, hvis den fandt det rigtigst. Skolebestyrelsen vedtog efterfølgende en ny model for lejrskoler med to dage i 5. klasse og to dage i 8. klasse. Det er som bekendt centralt mellem regering og kommuner aftalt, hvor mange penge hver enkelt kommune må bruge til at drive kommunens skoler, dagtilbud, svømmehaller, ældrepleje og meget andet. I Glostrup bruger vi samlet set alle de penge, vi må bruge.

Overordnet er det vigtigt for mig at sige, at vi på skoleområdet i Glostrup kommune bruger 75.410 kr. per elev i folkeskolen i 2020. Gennemsnittet i Danmark er 72.317 kr. Der er altså tale om, at vi ligger et stykke over gennemsnittet. Og det er sådan set ok! På anlægssiden har et stort flertal, dog uden om Bylisten, besluttet at afsætte 55 mio. kr. til videre renovering på skoleområdet over de kommende år. Vi vil vores folkeskole det godt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top