Mindeord: En ildsjæld er gået bort
Bent-Jensen-foto-1.jpg
Bent Jensen er død. Han blev 71 år. Foto: John Frandsen
GLOSTRUP. Bent Jensen er sovet stille ind efter en kort kamp mod kræften

Bent var, om nogen, rygraden i Glostrup Fodbold Klub – en administrator af Guds nåde. Han havde styr på alt indenfor fodbold, og hvis der alligevel var noget han ikke vidste, så fandt han ud af det.

Bent var en ildsjæl, som brændte for klubben. Hans engagement startede i GIC for en menneskealder siden, og fortsatte da Glostrups klubber blev forenet i GFK. Ilden brændte lystigt videre, da det senere hen blev til et samarbejde med Albertslund i BGA, og det er meget sigende for, hvordan Bent var som person, at han også sagde ja til at varetage en del af Albertslunds administration, da BGA ophørte.

Bent har rørt mange på sin vej gennem livet, og stort set alle havde kun godt at sige. Han har modtaget priser gennem DBU for sit store engagement, og selvfølgelig også modtaget flere hædringer i klubregi.

Man gik aldrig forgæves til Bent, tværtimod. Hvis man stod med et uløseligt problem i klubben, så løste Bent det som regel. Bent kørte de sidste mange år et tæt makkerskab i administrationen med sin kone, Susanne, og sammen kunne de alt. De kom altid til hjemmekampe og var flittige besøgende i Klubhuset på Stadionvej. Alle kendte Bent og man kunne altid få en god fodboldsnak.

Et stort menneske har forladt os, og det er svært at finde ord der retfærdiggør hvem Bent var og hvilken betydning han havde – specielt for fodbolden. Han vil blive stærkt savnet. Vores tanker går til hans nærmeste.

Æret være hans minde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top