Nye penselstrøg i Kilden
IMG_3368.jpg
Fra den 3. til 29. august kan du opleve Naja Duartes værker i Kulturhuset Kilden. Maleri: Naja Duarte
BRØNDBY. Brøndby Kunstforening har atter fået lov til at udstille i Kulturhuset Kilden. Denne gang er det Naja Duarte, der har sinde værker hængende

I den kommende måned kan du opleve værker af Naja Duarte, hvis du er på besøg i Kulturhuset Kilden i Brøndbyøster.

Naja Duarte er uddannet kunsthåndværker indenfor keramisk formgivning på Kolding designskole tilbage i 1990. Efter en årrække som selvstændig i den keramiske branche valgte Naja at sadle om og blev lønmodtager i den socialpædagogiske verden. Naja arbejder nu hver anden uge som nat medarbejder på et børnehjem, og i sine fri-uger arbejder hun koncentreret med det, hun elsker aller mest – og det der i virkeligheden giver mest mening i hendes liv, nemlig med pensel og akrylmaling.

– Lærredet har fået et sprog og jeg opsluges af farverne, detaljerne og kontrasterne. Jeg er nysgerrig, rastløs, og udforskende, fortæller Naja Duarte, der allerede mærker dialogen, når de føste tilfældige mærker er sat på lærredet.

Hendes værker er meget forskellige. Nogle er helt abstrakte, andre med genkendelige elementer, blomster, landskaber, portrætter og dyr.

– Jeg arbejder altid med mange lag og forener gerne transparente såvel som opake farver, kontraster, lys, mørke, store og små strøg, alt sammen for at skabe en stemning og fange lyset, siger Naja Duarte.

Hun forsøger at opnå dybde og kompositioner med både harmoni og spænding.

– Mit farveunivers kan gå lige fra lækre tone i tone nuancer til sprudlende kontraster. Malerierne kan indeholde sirlige fine små detaljer og store spontane strøg fuld af bevægelse, ofte begge dele i et og samme billede, siger Naja Duarte, som du kan opleve til ferniseringen den 4. august mellem klokken 16 og 17 i Kulturhuset Kilden.

Selve udstillingen løber fra 3. til 29. august.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top